Et hjem, der er som teltet, der har dugen spændt helt ud

I den forgangne uge har vi holdt vores årlige menighedsmøde, hvor vi zoomede ind på vores vision og den aktivitet, som foregår i kirken. Vores vision har et stærkt fokus på ordet HJEM. Vi bygger kirkens fysiske rammer, så det er et godt sted at være, og det kan danne rammen om et åndeligt hjem. Og så handler vores vision om, at vi ønsker at kalde andre mennesker hjem til Jesus. Vi drømmer om, at flere må blive mødt af Guds altovervældende kærlighed og hans frisættende sandhed. Og selvom det er nogle lidt dyre ord, og vi nok hurtigt kan blive enige om, at det lyder lidt flot og kirkeagtigt, så er det ikke desto mindre hele essensen. Gud ER stor, og vi skal tænke stort om hans ønske om at nå hele verden med sin kærlighed og sandhed. 

Noget af det, som jeg tror, blev stort for os alle til vores menighedsmøde, var at høre de personlige vidnesbyrd i relation til vores vision. Vidnesbyrd, der fik de store flotte visionsformuleringer til at give mening på sådan en helt almindelig dagligdags måde. Én kunne fortælle, at hun er tiltrukket af kirkens fællesskab og de mennesker, hun møder her. På trods af angst føler hun sig draget til kirken og mærker, hvordan det gør en positiv forskel for hende selv og hendes nærmeste. En anden kunne fortælle, at hun efter tre år i en anden by nu har besluttet sammen med sin familie at flytte tilbage til byen – og hjem til sin kirke. 

Gud er god – og vi vil fortsætte med at gøre alt, vi kan for at give hans godhed videre.