For nyligt stod min hustru og jeg i haven på samme tid. Det gør vi ikke så ofte for tiden, fordi haven lige pt. ikke er så indbydende. Alt er gråt og græsset mudret. Intet blomstrer, men alt venter på, at solen og varmen igen skal give det liv. Men vi elsker vores have – men nok mest om sommeren.
Det fik mig til at tænke på et opslag fra teolog og forfatter Joy Clarkson, som skrev, at mennesket ikke er en maskine, men mere som en have. En have der nogle gange blomstrer, gror og giver frugt og andre gange har brug for en pause. Brug for vand den ene dag, gødning den anden og sol den tredje og måske en blomsterpind til at hjælpe på rette vej. Jeg kan godt lide billedet.
Det er nytår og dermed højsæson for gode ideer til det nye år, som ligger foran. Vi håber, det bliver godt – og også gerne lidt bedre end det forgangne år. Det er godt med forventninger, men der ligger også en lidt lumsk fælde gemt i ideen om, at vi kan blive ved med at forbedre alting. Ligesom en maskine.
Vi er mennesker, og menneskelivet er skrøbeligt, foranderligt og påvirkeligt. Gennem et helt år, så vil der være gode og dårlige perioder. Dage hvor man føler sig velsignet og dage, hvor man oplever livet som en ørkenvandring.
Men til forskel fra min hustrus og min kærlighed til haven, så er Guds kærlighed til alle mennesker helt og aldeles uforanderlig og uendelig stor.
Må dit nye år være fyldt med mildhed til din egen “have” og vished om, at Gud elsker alle “haver” året rundt.
Godt nytår!
