Jeg husker første gang, jeg hørte lovsang i min kirke, ikke salmer eller gospel, men musik sunget til Herren spillet på en guitar. Jeg var nok ti år gammel, og et band kom for at holde en koncert for “de unge”, som de kaldte os. Det heddet Captive Free, en gruppe musikere, der spillede i kirker og viste, at man kan tilbede Jesus med al slags musik. Det blæste mig væk. De satte et trommesæt op foran alteret. Der var store højttalere i koret og ved siden af lysene. De opfordrede os til at komme op foran og danse og synge. En af sangerne, en ung kvinde ved navn Wendy, ledte os i en conga-linje rundt i hele kirken…i mit lille hoved var det komplet vanvid. Må man tilbede Gud på denne måde? Kan det lyde sådan her? Nyder Gud det lige så meget som jeg gør?
Musik overtog mit liv i en periode. Som et barn af halvfemserne var jeg virkelig vild med grunge, jeg elskede Pearl Jam og var knust, da Kurt Cobain fra Nirvana døde. Jeg dykkede derefter ned i punk og ska og fandt ligesindede til at dele kasettebånd og cd’er med mig. Vi lavede vores egne mixtapes med vores yndlingssange og lyttede til dem sammen, og nød musikkens rene kraft. Musik er sådan en utrolig ting; det lader dig få adgang til følelser og emotioner, der kan ligge skjult lige under overfladen. Det hjalp mig med at føle, forstå og bearbejde verden omkring mig og arbejde igennem mine komplekse og skøre teenagefølelser.
Det var en blanding af min kærlighed til musik og et kald fra Gud, der fik mig til at gå til audition og til sidst turnere med Kindred og Watermark, to bands, der blev dannet af den samme organisation, der grundlagde Captive Free. Det var i de år med turné, at jeg fandt en dyb glæde i lovsang, og ikke kun lovsang, men også salmer og gospelmusik. Jeg indså, at gennem lovsang kunne jeg udtrykke et komplekst spektrum af følelser, som jeg havde svært ved at arbejde igennem i mit bønsliv. Selv hvis jeg ikke kunne finde de rigtige ord til at bede, kunne jeg altid synge min frustration, håb, frygt, længsel, utrolige glæde og dybe sorg ud i stedet. Da jeg senere læste St. Augustins “Bekendelser”, forstod jeg fuldstændig hans kærlighed til musik og glemte aldrig hans citat: “At synge én gang er at bede to gange.”
Lovsang blev en ny måde for mig at udøse mit hjerte til Gud, at sige ting, jeg aldrig kunne formulere og føle mig hørt og elsket på samme tid. Jeg har tilbragt mange hellige øjeblikke med at synge mit hjerte ud til den Gud, der hører. Heldigvis – hvis lovsang ikke er din ting, er det okay. Gud har givet os så forskellige gaver, og vi kommer alle fra forskellige baggrunde, så det giver mening, at den samme musikstil ikke appellerer til alle, men vi kan alle tilbede. Vi har alle denne vidunderlige mulighed for at kalde på den Gud, der skabte os, elsker os og frelser os. Vi kan synge vores bønner, bekymringer, frygt, håb og drømme ud og vide, at Gud hører os. Vi kan prise vores Herre og Frelser med alt, hvad vi har, med vores hænder løftet højt eller siddende ned eller liggende fladt, med vores stemme eller vores instrument, eller i stilhed og kontemplation.
For mig er det, at få lov til at tilbede og synge med denne menighed, en lille forsmag på himlen. At samles, løfte vores stemmer, synge én gang og bede to gange.
