Håb

Mens jeg sidder her og skriver, ligger en bekendt i en kirke. Hans begravelse begynder kl. 13.00 og de sørgende vil snart begynde at dukke op. Imens sidder jeg i min yndlingsstol, ked af det, forvirret og en smule vred. Jeg burde være med til begravelse, selvom vi ikke er nære venner. Jeg har besøgt ham én gang – han har aldrig besøgt mig. Vi kom i den samme kirke i over ti år og sad mange, mange gange tæt på hinanden, men havde aldrig en lang samtale.

Min ven var allerede syg, da jeg mødte ham. Til at begynde med gik han med rollator og hans tale var meget sløret. Mit dansk var ikke godt nok til at forstå ham, så vi kommunikerede hovedsageligt ved at pege og smile. Med tiden gik han fra rollator til kørestol og fra raspende vejrtrækning til iltflaske. Jeg mindes med varme at have kørt ham op til nadver, og hjælpe ham med at finde sig til rette til kaffe efter gudstjenesten. Vi ville tale lidt sammen, men i takt med at mit dansk blev bedre, forværredes hans tale, så dybe samtaler blev det aldrig til.

De sidste måneder har han fået det værre og værre og for et par dage siden fik jeg at vide, at han endelig havde fået fred og var draget hjem. Jeg sidder med en mærkelig følelse i kroppen, for det er lige gået op for mig, at jeg elskede ham. Vi var og er brødre i Kristus, og jeg ønskede at sige farvel til ham, sammen med hans andre brødre og søster i Kristus i dag. Han havde ikke rigtigt nogen familie, men kun hans menighed og jeg ønskede at være der. I stedet sidder jeg her foran min computer, med tårer der presser på, en kraftig hovedpine og svimmelhed. Jeg og min familie har haft influenza i denne uge. Jeg er sjældent syg, og når jeg er, er jeg virkelig dårlig til at være det. Jeg bliver vred og frustreret og venter utålmodigt på at blive rask igen, så jeg kan vende tilbage til mig normale liv, så jeg kan gøre det jeg elsker, men dem jeg elsker.

Tabet af denne mand åbnede mine øjne for noget, jeg nærmest aldrig er bevidst om. I dag vil min ven gå sammen med Jesus. Gå! Han vil være rask, smertefri, ånde frit og tale klart for første gang i mange år. I denne verden er døden slutningen, det sidste kapitel, det sidste fængsel. I Jesus er det frihed, en frisk start, liv der virkelig er liv! Jeg oplevede aldrig min ven sådan her på jorden, men en dag skal jeg se ham igen, og så kan vi løbe, synge og juble og endelig tale sammen.

Mens jeg sidder her, syg, træt og irriteret, takker jeg min Herre og min ven for at lære mig en meget vigtig lektie om håb, og om Guds sande storhed.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *