Bliv frivillig i Viborg Oasekirke

Gud i fokus

Det er selvfølgelig ikke kun til gudstjenesten, vi har Gud i fokus. Men lige her er det gudstjenesten, det handler om. Vi inviterer til gudstjeneste hveranden søndag, og vi er typisk 10-15 mennesker i gang for at få det afviklet i nogenlunde ro og orden. Hver eneste opgave er vigtig og spiller sammen for at gøre gudstjenesten til et godt mødested mellem Gud og mennesker. 

Herunder kan du se, hvilke opgaver der er forbundet med vores gudstjenester, og hvem du skal tage fat i, hvis du vil med på et team:

Gudstjenesteteam

Gudstjenesteteamet er primært praktisk. De første der kommer, og de sidste der går hjem. Vi har flere teams som skiftes, så det er ikke hver gang, man er på. En god, kvadratisk og praktisk opgave, som alle kan være med til.

  • Gøre kirkerummet klar til gudstjeneste
  • Hejse flag 🇩🇰 og sætte kaffe over
  • Rydde op og gøre rent efter gudstjenesten

Tag fat i Anne Wesenberg, hvis du vil give en hånd før og efter gudstjenesten en gang i mellem 🖐️

Lovsangsteam

Vi er velsignet med flere lovsangsteams, som leder os igennem lovsang til gudstjenesten. En opgave som planlægges og gennemføres i samarbejde med præsten, så prædiken og lovsang understøtter hinanden.

Tag fat i Karen Kildahl, hvis du vil høre mere om, hvad det vil sige at lede lovsang i Viborg Oasekirke 🎵

Mødelederteam

Mødelederteamet er en slags toastmasters, som byder velkommen til gudstjeneste og leder os trygt og godt igennem rutiner og spontane indslag, så alle – nye som gamle kirkegængere – kan følge med.

Tag fat i Jim Pfrogner, hvis du er interesseret i at være med til at løfte denne vigtige opgave 🙋‍♂️

Forbønsteam

Forbønsteamet tilbyder forbøn under gudstjenesten. Det er en gave og en opgave at bede for andre. Derfor er vi også altid 2 på forbønsteam sammen.

Tag fat i Anne Wesenberg, hvis du gerne vil være med til at bede for andre 🙏
 

Værtsteam

Som værtsteam står vi i døren og siger hej – og så er vi ekstra opmærksomme på nye ansigter til gudstjenesten. Det er vigtigt for os, at her er rart at være – også som ny.

Tag fat i Simon Vestergård, hvis du trives i værtsrollen, som får alle til at føle sig velkomne 🤗

Projektorteam

Når du er med på projektorteamet, skal du forberede slides og styre projektoren til gudstjenesten. Den perfekte opgave til dig, der gerne vil bidrage til gudstjenesten, men ikke lige er den store scenebøf.

Tag fat i Lene Dørken, hvis du gerne vil prøve kræfter med projektorrollen 💻
 

Lydteam

Lydteamet makker med lydudstyr, styrer lyden til gudstjenesten og sørger for, at prædikenen bliver optaget, så vi kan høre den igen og igen.

Tag fat i David Wanninger, hvis du er skarp på lyd (eller gerne vil være det) 🎤

På en måde er det en nem opgave, da jeg ikke skal forberede noget, men bare være klar, når der er forbøn. Samtidig kræver det en enorm respekt og ydmyghed at lytte til den, som søger forbøn.

Simon Vestergård

Frivillig i forbønsteamet

Projektoren er på den ene side en meget lavpraktisk opgave, men for mig har den også en åndelig dimension. Jeg ser rollen ved projektoren som en del af limen i en gudstjeneste.

Lene Dørken

Frivillig på projektorteamet