2 år i bestyrelsen for den bedste kirke

Hvordan er det at være med i bestyrelsen for Viborg Oasekirke? Det ved Kathrine lidt om. Læs med her, hvis du er nysgerrig 😊

Nu er jeg godt nok ikke den, der har været i bestyrelsen i længst tid overhovedet, men jeg har været med i et par år, og det er da også noget. Jeg har formået at tage lige præcis 2 billeder af bestyrelsesarbejdet i løbet af de 2 år, som I kan se herover ⬆️ 📸

Hvad har så været det bedste?

Okay, jeg har tre ting, som har været det bedste!

At følges tættere med vores præst 🤩

Nogen spiller DnD med Jim, andre gør ikke. For mig har det været en gave at bruge aftner i selskab med Jim, og langsomt lære ham bedre at kende gennem samtaler, diskussioner og kaffepauser. Om ikke andet, så er det en fin grund til at tage en omgang i bestyrelsen, når lejligheden byder sig.

At bidrage med noget, som jeg er god til ✍️

Det har været fedt for mig, at bruge mine (især skriftlige) kommunikationsevner til at skabe større åbenhed omkring bestyrelsens arbejde og processer. Jeg har forsøgt at involvere jer mere i maskinrummet bag “de store emner” om fx kirkens økonomiske situation, ærlige overvejelser omkring bygninger osv. Nyhedsmailen har været mit lille hjertebarn, hvor jeg løbende har givet indblik i både små og store emner, som bestyrelsen har været optaget af. Det har været en ægte fornøjelse at bidrage til.

Og så har jeg også oplevet, at min evne til strategisk tænkning og planlægning er blevet taget meget vel imod. Jeg tror egentlig, uanset hvilke evner man kommer med, så kan det bruges. Det er jo velsignelsen ved at vi sidder seks meget forskellige mennesker rundt om bordet. Sammen kan vi ret meget.

At være med i et lille fællesskab, hvor vi opmuntrer og udfordrer hinanden 🤗

Og så er det også hyggeligt! Vi bruger egentlig ret meget tid sammen, og lærer hinanden bedre at kende. Det kan noget i sig selv!

For mig har det især været vigtigt, at vi er et hold af forskellige mennesker, når tingene har spidset lidt til eller vi har stået med store/svære beslutninger. Jeg er fx ekstremt glad for, at det ikke er ét menneske alene, der skal tage beslutning om, hvad vi stiller op med vores bygninger. Det er godt at være på hold med nogen. Både når det er sjovt og når det er lidt uoverskueligt.

Hvad laver man helt lavpraktisk i bestyrelsen?

For hvem det måtte interessere 😉 Vi mødes ca. en gang om måneden til ret traditionelle bestyrelsesmøder, hvor vi som regel har en god og pakket dagsorden. Den kan fx se sådan her ud:

  • Tjek ind runde hvor vi deler, hvad der rører sig i livet for tiden
  • Indledning og bøn (som vi skiftes til at stå for)
  • Pastors Point (Jim fortæller om, hvad han har gang i arbejdsmæssigt, og hvad Gud rører i ham)
  • Fokusområde (det kan være vi snakker om smågrupper, børn og unge, karismatik, gudstjenesteformat, frivillighed eller lign.)
  • Kage! (som vi også skiftes til at tage med)
  • Planlægning af dit og dat (det kan fx være generalforsamling, fondsansøgning, tilsagnsrunde, byggemøder osv.)
  • Afslutning og bøn (det er som regel Jim, der tager den)

Ca. en gang i kvartalet møder vi ind lidt før et bestyrelsesmøde til det, vi kalder præstefrit rum. Der bruger vi en halv time sammen – uden præsten – hvor Christian (som er personaleleder) får ordet, og vi får en update på, hvordan det går med opgaverne, trivslen, samarbejdet osv. Det er vores mulighed for at støtte op om Christians opgave og hjælpe med til at vores præst har det godt på arbejdet ❤️ Vi slutter altid præstefrit rum af med at bede for Jim.

Og så er der alt det, der ikke passer ind i en alm. dagsorden. Vi har en ongoing messenger-tråd, hvor vi holder hinanden opdateret mellem møderne, og sparrer om lidt af hvert efter behov.

Hvert år har vi en bestyrelsesdag. En hel lørdag hvor vi gør et eller andet sammen – sidste år spillede vi minigolf og lavede bålmad. I år skal vi forsøge at løse et “City Escape” mysterium inde i Viborg midtby, inden vi lander ude hos Thyge. Dagen indeholder også et lille bestyrelsesmøde – typisk med et emne, som vi gerne vil bruge ekstra tid på at gå i dybden med.

I år har vi som en ekstra-ekstra ting haft et forløb med Randi Baun, som er ekspert i Enneagrammet. Indtil videre har vi brugt tre aftner på at blive klogere på vores egen og hinandens enneagram-type, med det formål at styrke vores samarbejdsevner i bestyrelsen. Det har været godt givet ud i en tid med ny præst og mange nye bestyrelsesmedlemmer.

Og så skal jeg også nævne samarbejdet med Silkeborg Oasekirke. Ikke fordi det fylder meget tidsmæssigt, men det er et samarbejde og en relation, vi tager hånd om i bestyrelsen. Vi er i dialog med gode folk fra Silkeborg Oasekirke om økonomi, bygningssituation og vores udvikling som selvstændig menighed. Som noget nyt er vi også i gang med at etablere noget mere struktureret sparring omkring pastoral ledelse. Et emne, vi gerne vil vide mere om og blive bedre til at navigere i – og der er Silkeborg Oasekirke jo en hat fuld af erfaring 🎩

Skal vi have det hele med, så deltager vi også (nogle gange) i DanskOases ledelsesaktiviteter, som fx LederOase og MenighedsOase.

Så det er mere eller mindre det! 😊

Vil du være med?

Lige i skrivende stund er der to ledige pladser på vej i bestyrelsen. Anne tager en velfortjent pause, efter mange års bestyrelsesarbejde. Og jeg siger også tak for denne gang efter mine 2 år i bestyrelsen. Så det er nu, du skal i gang med at overveje, om det er din tur 😊

Skriv eller ring til Jim, hvis det vækker en eller anden form for nysgerrighed i dig. Du kan fange ham på jim@oasekirken.dk eller 23 96 08 62.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi nok kommer til at mangle en formand i denne omgang. Så det kan du jo overveje, nu du er i gang 😉 Og hvis jeg lige helt kort skal skitsere, hvad det vil sige at være formand i vores kirke (jeg har været formand det sidste års tid), så ser det nogenlunde sådan her ud:

Som formand indgår man i et forretningsudvalg med præsten og én mere (typisk næstformanden eller kassereren, men det kan vel være hvem som helst egentlig). Det går mest af alt ud på at opdatere årshjulet for bestyrelsen, lave dagsordner og lede møderne. Hvordan man fordeler det imellem sig er helt frit. Der handler det om at bruge hinandens evner bedst.

Det vil være forkert at sige, at det er ren proforma at være formand i vores kirke. Det synes jeg ikke det er, og der går også både tid og tankevirksomhed med det. Men vi er heller ikke ovre i den anden grøft, hvor alt hænger på (eller falder tilbage på) formanden. Det er i meget høj grad en holdindsats, er min oplevelse.

Og så kan jeg vist heller ikke finde på mere at sige om det! Udover at jeg varmt kan anbefale en tur i bestyrelsen for alle, der har fundet denne læsning en smule interessant 😊 Man kommer ikke sovende til det. Men hvem gider også det? Og så synes jeg, man går rigere derfra. Slut prut.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *