Jeg havde en tømrer på besøg hjemme hos mig forleden for at installere en opvaskemaskine, og han var virkelig en interessant person. Han snakkede konstant om livet, arbejdet, weekenderne – ja, om alt muligt. Efter noget tid spurgte han, hvad jeg arbejdede med, og da jeg svarede, at jeg var præst, blev han stille et øjeblik og kom så med en sætning, jeg vil huske i mange år fremover. “Mand, jeg hader julen, altså bare fordi Jesus har fødselsdag, hvorfor skal jeg så have gaver og fejre det?” Jeg grinede over absurditeten, men han mente det faktisk, han klagede over at få fri fra arbejde, skulle købe og modtage gaver og hvor irriterende alle juletraditionerne var. “Der er ikke jul i mit hus,” sagde han stolt.
Jeg elsker julen. Jeg elsker de amerikanske traditioner, som at fejre julemorgen den 25., for det er jo selve juledagen og ikke den 24. om aftenen, for det er bare snyd. Jeg elsker at hænge julestrømper op, synge julesange, køre rundt i nabolaget og se på julelys og pynt og diskutere, hvilket hus der er flottest. Jeg elsker at spise så meget kalkun, at jeg næsten ikke kan røre mig, pynte plastiktræet (mine forældre bor i Florida) og synge “Silent night” i kirken den 24., mens jeg holder et lys og lyset slukkes.
Jeg elsker også de danske traditioner: al den danske julemad, småkagerne, æbleskiverne, at lave hjerter og stjerner af papir, som ser fantastiske ud og som jeg er ret sikker på er umulige at lave, hvis man ikke er dansker. Jeg elsker de hvide lys overalt, der lyser op i mørket af en skandinavisk vinter. Jeg elsker at synge og danse rundt om juletræet, og jeg elsker at tage ud til juletræsgården, finde det perfekte træ efter en lang diskussion om, hvilket der er bedst, og så fælde det sammen med mine børn. Jeg elsker freden julemorgen den 25., at drikke en kop kaffe og læse stille, mens alle er afslappede og leger med gaverne, de åbnede i går, og ikke vækker mig klokken seks om morgenen, fordi de ikke kan vente længere.
Midt i al glæden og kaoset og småkagerne og stjernerne og gaverne og gavepapiret og sangen og dansen og spisningen og latteren og mørket og lyset og træerne og pynten midt i det hele prøver jeg at huske det vigtigste. Noget, som selv jeg – selvom jeg er præst – ofte glemmer. Grunden til det hele. Vi tager tid ud af hverdagens travlhed for at fejre, at Gud elsker os så højt, at han sendte sin eneste søn, så enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv. Jeg håber, at min tømrer-ven en dag kommer til at forstå dette gode budskab, og at vi alle, der kender det, må tage det til os denne jul.
Må Gud fylde dig med fred og glæde denne jul, og med vissheden om, at du er set, kendt og elsket.
