Gæstfrihed er et mærkeligt ord, ja, et endnu mærkeligere begreb. Jeg forstod aldrig rigtig, hvor meget det betød, eller hvilken forskel det kunne gøre for nogen, før jeg tog på turné. Da jeg var på turné med mine bands, rejste vi næsten hver dag og boede hos en ny værtsfamilie hver aften, og den modtagelse, vi fik, når vi trådte ind i et hjem, fortalte med det samme, om det ville blive en god aften eller ej. Det hele handlede om gæstfrihed – ville de her mennesker egentlig have mig i deres hus, eller var de blevet presset til det?
De “gode” huse, som vi kaldte dem, var ikke nødvendigvis dem med det største hus, det flotteste inventar eller den bedste mad, men det var steder med folk, der oprigtigt glædede sig til at se os. Alle værtsfamilierne fik lidt information om os, blandt andet om vores allergier og hvad vi kunne lide og ikke lide. Jeg husker, at vi kom til flere hjem, hvor de havde lavet mad ud fra vores livretter (min var bøf eller grillmad) eller yndlingsdesserter (is). Børnene i familien kunne have tegnet tegninger til os eller planlagt en filmaften, og forældrene sad og snakkede med os i timevis. Til sidst blev vi vist ind i et varmt værelse, hvor sengene var redt med rene lagner. De ville tydeligt have os der, vi følte os straks afslappede og hjemme og kunne virkelig hvile ud.
De “dårlige” huse startede som regel på samme måde: værten virkede irriteret over, at vi skulle være der, eller dukkede slet ikke op. Mere end én gang blev vi mødt af et “ja okay, I kan bare bo her,” og så blev vi ellers ignoreret hele aftenen. Én kvinde havde ligefrem bedt om at have ansvaret for alle fire mænd i bandet – hun fik en til at køre os ud til hendes etværelses lejlighed, som hun lige var flyttet ud af, så der var ikke noget møblement, og hun var der heller ikke. Det var midt om vinteren, men hun havde slukket for varmen, og selv om hun havde sagt, hun ville tage os ud at spise, ringede hun senere og sagde, at hun havde lavet andre aftaler. Så vi sov på gulvet i vores soveposer, og hun dukkede aldrig op til vores koncert. Problemet var ikke, at vi måtte sove på gulvet, eller at der ikke var mad (det havde jeg prøvet mange gange før, og nogle gange under langt værre forhold i Sydamerika). Problemet var, at i de “dårlige” hjem følte man sig som en indtrænger, uønsket, ikke velkommen – man vidste bare: Her hører jeg IKKE til.
Gæstfrihed betyder meget for mig. Som menneske, men også som præst i en vidunderlig menighed. Jeg har selv oplevet den venlighed og åbenhed, der er her i fællesskabet. I har taget imod mig og min familie med så meget kærlighed, det har betydet alverden for os. Her i Viborg Oasekirke ønsker jeg, at alle må føle det, vi har følt: At man er ønsket, velkommen og hjemme. Hvorfor? Fordi dette er mere end bare et fællesskab – vi kommer her for at søge Jesus, og alle, der søger ham, er ønskede, accepterede og velkomne. Hos Jesus kan vi alle finde et “godt” hjem.
Guds fred,
Jim
