Jeg ved, at jeg stadig er ny for mange af jer i Viborg Oasekirke, så I har måske ikke haft mulighed for at opdage alle mine styrker og svagheder endnu. En persons styrker er ofte lette at få øje på og bliver tit rost af dem omkring os, men svagheder prøver vi at holde skjult og indrømmer dem kun overfor vores bedste og nærmeste venner. I dag vil jeg dog løfte sløret for en af mine svagheder, som jeg ikke er stolt af, og som jeg har arbejdet med i mange år, men stadig ikke har overvundet. Jeg er ikke god til at give. Mere specifikt er jeg ikke god til at give penge. Jeg giver dig gerne min tid, jeg holder mig ikke tilbage med at give min mening eller gode råd, men jeg har virkelig svært ved at give penge væk.
Jeg ved, at det ikke er godt. Gud siger igen og igen, at vi skal give af det, vi har, for at andre kan få gavn af det. Han er tydelig omkring det både i det gamle og det nye testamente:
2. Kor. 9, 7
Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.
1. Tim. 6, 17-19
Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.
Mal. 3, 10
Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.
Og alligevel holder jeg tilbage, selvom jeg ikke helt ved hvorfor. Jeg ved, at alt jeg har er en gave fra ham, alt hvad jeg tjener, har jeg fra de evner, han har givet mig, og alt i denne verden er skabt af ham og til hans ære. Jeg ved dette, og alligevel har jeg svært ved at give slip på “mine” hårdt tjente penge.
Måske hænger det sammen med, hvordan jeg er opvokset. Måske er kulturen anderledes her i Danmark, men mine forældre talte aldrig om penge, vi havde nok, og det var alt, jeg nogensinde fik at vide. Vi var hverken rige eller fattige, men når folk ringede eller kom til døren og bad om en donation, sagde mine forældre “nej” og fortalte mig bagefter, at vi gav andre steder, uden at nævne hvor. (Ja, det skete faktisk. Nej, det var ikke fup, sådan gjorde man bare dengang. Ja, jeg ved godt, jeg er meget gammel.) Så jeg så aldrig nogen give; det blev gjort i hemmelighed, hvis det blev gjort overhovedet. Der er ikke noget galt i at give i det skjulte – det kan faktisk være en herlig måde at give på.
Matt. 6, 3-4
Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Men jeg lærte kun, at penge var noget hemmeligt, der skulle skjules og gemmes. Det er et problem for mig.
På trods af disse begrænsninger, tvinger jeg mig selv til at give; Maria og jeg prøver at give 10% af, hvad vi tjener, til forskellige velgørende formål, som vi synes er vigtige, men jeg har stadig svært ved at slippe. Jeg kommer udenom min nærighed takket være min utrolige hustru, som er meget gavmild. Først spørger hun, hvilke organisationer vi skal donere til, og når vi har besluttet det, spørger hun, hvor meget vi skal give, og jeg beder hende bare bestemme og ikke sige noget om det til mig. Jeg er så god til at give i det skjulte, at jeg endda holder det skjult for mig selv. Jeg arbejder på at kunne give med glæde, men jeg er der ikke endnu.
Denne fantastiske lille kirke, dette vidunderlige fællesskab i Viborg Oasekirke, har brug for mine og andres gaver for at overleve, vokse og blomstre. Hvis vi ikke modtager gaver, hvis medlemmerne ikke deler af deres hårdt tjente penge, vil vi ikke have en bygning at mødes i, og jeg vil ikke have et arbejde. Virkeligheden er barsk. Heldigvis er dette fællesskab meget bedre til at give, end jeg er; I har alle været så generøse med jeres tid, jeres talenter og jeres penge, at en lille flok troende over årene er blevet til et kirkefællesskab centreret omkring Jesus. Jeg vil gerne opmuntre alle, også mig selv, til at spørge Gud, hvad han ønsker, vi skal gøre med de gaver, han har givet os. Tør du spørge ham og følge det, han lægger på dit hjerte? Tør jeg?
Må Gud give jer alle gode gaver, og må I have modet til at give dem videre.
Pastor Jim Pfrogner
