Maria Pfrogner er ny børnekirkekoordinator i Viborg Oasekirke. Hun har brugt de første måneder på at sætte sig ind i tingene, og nu er hun klar til at give en status på både minikirke, børnekirke og det helt nye: tweenkirke! Læs med og få Marias blik på børnenes situation i vores kirke – og se, hvordan du kan hjælpe til.

I marts mødtes jeg med en håndfuld af kirkens børneledere, for at gøre status og se frem. Lige nu ser det ud til, at vi er ca. 5 børn i alderen 0-4 år, 16 børn i alderen 5-10 år og 12 børn i alderen 10-14 år. Så det er status sådan rent aldersmæssigt.
Mødet med børnelederne resulterede også i fire prioriteringer, som vi sammen har udvalgt for 2025:
1. At skabe et tweenkirketilbud (fra 4. klasse og op)
Det betyder, at jeg er ved at undersøge, hvilken slags tilbud, der er brug for (jeg spørger tweenforældrene) og hvad der er ressourcer til. Og så prøver jeg at finde muligheder for at lave depotlokalet bagved køkkenet om til tweenlokale.
2. At børnekirkens indhold er nemt og overskueligt for lederne, så flere kan hjælpe med
Børnekirken har pt. en fast form med sang, kiks, historie, bøn og leg. På sigt finder jeg/vi en måde, hvor lederne nemt kan udvælge historier, uden at vi ender med de samme fortællinger hver gang. Det betyder også, at der til hver gudstjeneste kommer til at hænge et “medhjælper-hjerte” i kirken, som vi voksne kan skiftes til at tage, så lederne altid har en anden voksen med sig til børnekirke.
3. At børnene får en hyggelig halv time under prædikenen, så de synes, det er rart at være i kirke
Det betyder, at børnekirken ikke kræver en leder som forkynder med ord for børnene. Er du en legeonkel/tante, som vil stå for 20 min. leg under prædikenen, er du også hjertelig velkommen som leder.
4. At børn og tweens hører personlige beretninger om livet med Gud
Det betyder, at jeg leder efter unge og voksne i kirken, som vil fortælle om deres oplevelser med Gud, bøn og Bibelen osv. Det kan fx være en gang, hvor du mærkede Gud hjælpe dig, eller en oplevelse, hvor du ikke mærkede Guds hjælp, og hvad du så gjorde. Måske fortælle om, hvordan du be’r eller hvordan du snakkede med Gud, da du mistede en ven eller var syg. Så får børnene eksempler på, hvordan et levet liv med Gud, på godt og ondt, ser ud. Det skal ikke være superhelteberetninger – bare lidt om, hvordan du forholder dig til Gud i din hverdag.
Det er de fire prioriteringer, vi går med i 2025. Fordi der er så få børn i minikirke, og ingen ledere, er der desværre ikke planlagt minikirke i 2025. Men minikirkerummet står til rådighed, og vi har mulighed for at sætte højttalere derind, hvis man vil høre prædikenen (tag bare fat i mig, hvis du synes, det er en god idé). Og ellers er den bagerste del af kirkerummet med tegnebord og lænestolene også et velkomment sted for de mindste under prædikenen. Og får du lyst til at lave minikirke, er du selvfølgelig meget velkommen!
Hvordan kan jeg hjælpe?
Tak, at du spørger! Vi har nemlig brug for lidt hjælp, så alle børn i kirken får lov at vokse i troen. Det betyder:
1. At vi efterlyser 2 børnekirkeledere som vil stå for to børnekirker hver i løbet af efteråret. Husk at det også godt må være som legeonkel/tante – altså at du står for en fællesskabsleg/aktivitet uden forkyndelse. Alternativt bliver der ikke børnekirke til alle gudstjenester i efteråret, da vi ikke har ledere nok.
2. At vi efterlyser 1-3 tweenledere som vil stå for en eller to tweenkirker i efteråret. Der er ikke krav om særligt format og indhold. Drømmen kunne være tweenkirke en søndag om måneden til en start.
3. At du frimodigt kan melde dig som gæstefortæller til en børne- eller tweenkirke, hvor du kan bruge 5-6 minutter på at fortælle børnene om din oplevelse med Gud. Husk at den gerne må være hverdagsagtig. Giv mig endelig et praj, så finder vi en søndag, som passer dig.
4. At du meget gerne må overveje, om du kan være medhjælper en søndag – det er noget, du kan beslutte 5 minutter før gudstjenesten starter, når du ser, at “medhjælper-hjertet” endnu ikke er taget. Det kræver ikke andet, end at du er tilstede, og støtter op om børnekirkelederen.
5. At vi er taknemmelige for forbøn for vores børn, ledere og forældre – så Gud leder og bærer, og fylder ny gejst på tanken undervejs!
Tak til jer, som er børnekirkeledere, og til jer som sørger for fantastisk børneklub og juniorklub. I er en gave!
Skriv eller ring endelig, hvis du vil snakke med mig om vores fælles tjeneste for de skønne børn i vores kirke! Du kan fange mig på mail Mariaswartz@hotmail.com eller telefon 2396 1812.
Kærlig hilsen Maria